Inspireret af
Piskeris' september-benspænd
"Rundtur i Asien", måtte jeg bare have noget thai-mad i går.
Jeg snusede lidt i en kogebog "Kokkens bog om thaimad" af Becky Johnson, som jeg har lånt af min kollega. Den byder på virkelig mange gode thairetter.
Jeg sammensatte følgende menu:
Thailandske forårsruller
Fiskekager med rød curry pasta
Kyllingecurry med citrongræs
Thailandsk frugt- og grønsagssalat med kokosdip
Thai agurkesalat
Jasminris
Netop det med flere små retter tiltaler mig. Små sprøde forårsruller, sprøde og stærke fiskekager, en frisk/sød agurkesalat, en sødere salat med et strejf af kokos og en curry. Det er fantastiske med de forskellige smagsnuancer i thai-mad: det stærke fra chili, det søde fra kokos, sukker og frugter, det syrlige fra ingefær og lime, det salte fra fiskesauce og soya. Det går op i en højere enhed!!
Jeg er af og til lidt misundelig på det udvalg af varer, man kan få i de større byer. Men jeg må sige, at udvalget inden for asiatiske varer er i top i Viborg. Inden for få hundrede meter ligger 3 etniske butikker og de har stort set alt. Jeg fandt alle de varer, som stod på min temmelig lange indkøbsseddel pånær korianderrødder.
Thailandske forårsruller
Jeg har før blogget om forårsruller (med kylling:
her og med oksekød:
her). Denne gang lavede jeg med hakket svinekød og rejer og med en lidt anderledes fremgangsmåde.
Fyld:
5 tørrede kinesiske svampe, lægges i kogende vand ca. ½ time
100 g risnudler (lægges i kogende vand ca. 4 minutter)
2 spsk solsikke- eller jordnøddeolie
4 fed hvidløg
4 friske chilier (f.eks. 3 røde og 1 gul)
1 spsk revet frisk ingefær
500 g hakket svinekød
100 g kogte rejer, hakket i mindre stykker
4 spsk thailandsk fiskesauce
2 tsk rørsukker
saft fra 1 limefrugt
3 gulerødder, skåret julienne eller revet
4 finthakkede forårsløg
3 spsk frisk, hakket koriander
friskkværnet peber
Andre ingredienser
Forårsrulledej
1 L olie til fritering, f.eks. solsikke- eller jordnøddeolie
sød chilisauce
Læg svampene i kogende vand.
Jeg er imponeret over, hvor meget de "vokser".
Chili og hvidløg hakkes fint og ingefæren rives. Dette svitses 30 sek i en meget varm wok med olie. Blandingen tages op og sættes til side. Herefter steges kødet til det bliver brunt. Nu tilsættes de fintsnittede svampe. gulerødder, nudler (som er klippet i ca 5 cm lange stykker) og rejer:
Dette hele blandes godt sammen og fiskesauce, sukker og limesaft blandes i. Blandingen hældes nu en stor skål og forårsløg og koriander blandes i. Der smages til med friskkværnet peber og hvidløgs-/chiliblandingen røres i. Fyldet køler af.
Herefter foldes forårsrullerne. Læg en skefuld kød, fold den nederste kant ind over fyldet, fold siderne ind og rul dejen omkring. Luk evt. rullen med en pasta blandet af lidt mel og en smule vand.
Olien varmes op. Når man sætter en tandstikker ned i olien skal det bruse kraftigt omkring den. Forårsrullerne steges til de er gyldne og lægges herefter på fedtsugende papir.
Server med sød chilisauce til.
Note:
Forårsrullerne var helt fantastiske. Jeg plejer at pensle dem med olie og bage i ovnen - og det fungerer (og er sundere). Men en tur i olie gør helt klart en forskel. De bliver mere sprøde og lækre.
Smagen var krydret uden at være overdøvet af chili.
Kyllingecurry med citrongræs
Currypasta:
1 stilk citrongræs, grofthakket
ca. 1 spsk skrællet og grofthakket galangal
2 kaffirlimeblade, hakket
1 skalotteløg, grofhakket
2 fed hvidløg
2 friske grønne chilier, uden kerner
1 tsk rejepasta
1 tsk gurkemeje
2 spsk solsikkeolie
Det hele kværnes i en minihakker eller knuses i en morder til en pasta. Jeg tilføjede et par spsk olie for at få massen til at køre ordentligt sammen.
4 store kyllingeoverlår
Skær kødet var og lav en ca ½ L fond på benene sammen med lidt urter, peberkorn, persillerod, løg og gulerod.
Kyllingekødet i tern
solsikke-/jordnøddeolie
2 fed knust hvidløg
3 spsk fiskesauce
2 dl kyllingefond
1 tsk rørsukker
1 stilk citrongræs, hakket i grove stykker og let knust
5 kaffirlimeblade, skåret i strimler
1 håndfuld hakkede, ristede cashewnødder
lidt frisk koriander til pynt
Varm olie en wok, svits hvidløg ved ikke al for høj varme i ca 30 sek. Tilsæt currypastaen og svits endnu 30 sek. Tilsæt nu kyllingekødet og bland godt med currypastaen. Rør fiskesauce, sukker og fond i og lad dette koge op i 2 minutter under omrøring.
Tilsæt citrongræs og limeblade og lad småsimre ca 10 minutter. Tilsæt evt mere væske, hvis retten koger tør.
Fjern citrongræs og server med et krys ristede cashewnødder og koriander evt sammen med jasminris.
Note:
Lækker curry med masser af smag. Kyllingekødet var super mørt og saftigt. Fremover vil jeg helt klart bruge kød fra låret til sammenkogte retter. Meget, meget bedre end brystkødet!!
Sprøde fiskekager med agurkesalat
350 g torskefilet
2 spsk rød currypasta (eller mindre ... det er stærkt!)
1 æg
4 kaffirlimeblade
2 spsk fiskesauce
1 tsk rørsukker
2 spsk majsmel
1 spsk frisk koriander
5 stk thaiasparges
ca 1 L solsikke- eller jordnøddeolie
Fisk, currypasta og æg køres i en foodprocessor til en lind masse.
Rør efterfølgende med strimler af kaffirlimeblade, fiskesauce, sukker, majsmel, koriander og fintsnittet asparges. Form til små kager ca ½ cm tykke og 5 cm i diameter.
Olien varmes op. Når man sætter en tandstikker ned i olien skal det bruse kraftigt omkring den. Fiskekagerne steges til de er gyldne og lægges herefter på fedtsugende papir.
Note
De er meget stærke. Afhænger selvfølgelig af den røde karrypasta, men mine var hotte!
De gik derfor rigtigt godt sammen med den lidt søde frugt- og grøntsagssalat samt den kolde agurkesalat.
Agurkesalat
4 spsk riseddike
½ dl rørsukker
4 spsk vand
½ fed revet hvidløg
2 tsk frisk, revet ingefær
½ agurk
1 skalotteløg
Riseddike, sukker og vand varmest langsomt op i en gryde eller i mikroovnen. Røres godt til sukkeret er smeltet. Bland hvidløg og ingefær heri og lad køle lidt af.
Fjern kernerne i agurken og skær den i små stave. Skær skalotteløget i tynde skiver. Bland agurk og skalotteløg og hæld dressingen over. Lad stå koldt mindst 1 time.
Note
Sød, letsyrlig og meget nem agurkesalat, som passer godt til mange thairetter.
Thailandsk frugt- og grøntsagssalat
1/4 ananas
1 lille mango
½ grønt æble
5 thaiasparges
½ rødløg
½ agurk
2 forårsløg
5 små San Marzanotomater
Kokosdip
2 spsk kokoscreme fra en blok
2 spsk rørsukker
5 spsk kogende vand
1 tsk sød mangochilisauce
1 spsk fiskesauce
saft fra 1 lime
Jeg skar hvad der ca. svarer til 2 spsk af en blok 100% kokoscreme. Puttede i et lille syltetøjsglas sammen med kogende vand og sukker sæt låg på. Dette rystes grundigt, så cremen bliver flydende. Tilsæt chilisauce, fiskesauce og limesaft. Sæt igen låg på og ryst. Sæt koldt til servering.
Grøntsager og frugt snittes i passende stykker og blandes sammen. Serveres med kokosdippen ved siden af, som man så drypper over.
Note:
Jeg var vild med denne salat. Den gik super godt til de stærke retter og strejfet af kokos var lige i min smag.