Jeg var desværre ikke til chokoladefestivalen her tidligere på måneden .. Èn af de få ting, som er godt gammeldags træls ved at bo i Jylland! Der er bare langt til mange af de gode kulinariske arrangementer.
Heldigvis kan man altid holde sin egen lille chokofest ... et besøg hos Emils Chokolade og få dage efter ligger den skønneste pakke i postkassen.
Absolut yndlingschokoladen (som i mine øjne slår Valrhonas Manjari - hvilket siger ikke så lidt) er Michel Cluizels Mangaro. Den har, som Manjarien en syrlighed .. men her en syrlighed hen i retning af tropiske frugter og ikke røde bær. (det er nok mere feinsmeckeren, der kan nuancere dette).
Samtidig har den er sprødt, sprødt knæk og ja, den er bare fantastisk!! Så skal I forkæle jer selv med god chokolade - så prøv denne.
Købte også disse to fra Michel Cluizel - også skønne chokoladeoplevelser. Super svært at forklare nuancerne i smagene - men de er helt klart værd at sætte tænderne i.
Denne med en kakaoprocent på 99% er heftig .. lidt som at spise kakaopulver og slet ikke en chokolade, som jeg kan nyde at spise ren. Men jeg måtte prøve det, da jeg aldrig har smagt en chokolade med så høj en kakaoprocent. Jeg vil bruge den til f.eks. mexicanske retter, som skal have et touch af chokolade. Og er sikker på, at den dér vil gøre lykke.
Jeg har også købt en chokolade fra Santander, 70 % Single Region - som har en dyb chokoladesmag med noter af kaffe. God at spise, men et par tern i chili con carnen er helt fantastisk!
Valrhona kommer man selvfølgelig ikke uden om, når man skal smovse i god chokolade. Denne årgangschokolade er fantastisk. Mild, let krydret smag af honning og modne frugter - også en chokolade, som man absolut må købe, hvis man får muligheden.
Sidst men ikke mindst denne Valrhona chokolade på 70 %, som også smager vildt fantastisk - og så er den økologisk! Smagen er let bitter og igen en chokolade med en let syrlighed - som man kun kan elske, hvis man er til mørk chokolade.Uhmmm, god fest her fredag eftermiddag .. for jeg var jo nødt til lige at smage på dem igen, så jeg kunne beskrive smagen.
Som barn kunne jeg slet ikke forstå, hvorfor min far syntes, at et stykke mørk chokolade var skønt. Men nu har jeg fattet pointen og hurra for voksne smagsløg!! Elsker I også mørk chokolade - og hvilken en slags er jeres yndlings?