lørdag den 7. januar 2012

Chokoladekage med blød hindbærkerne, hindbærsauce og vanilleis

Bedre sent end aldrig .... (billedkvaliteten er ikke for god her om aftenen).

Desserten nytårsaften blev ret klassisk med en god vanilleis lavet på kondenseret mælk efter denne opskrift.

Dertil ville jeg servere en tung chokoladekage lavet på Valrhonas Manjari chokolade, som er en mørk chokolade med en skøn syrlighed/tone af røde bær. Jeg googlede lidt rundt og fandt denne opskrift i Jonas' Kogebog.
Jeg tog udgangspunkt i denne, men legede med indholdet i kernen. Her lod jeg mig inspirere af et klip, jeg havde set med James Price og Mette Blomsterberg, hvor de kogte fløden til en ganache op med hindbær.
Syrlighed fra hindbær og Manjarichokolade gør godt i denne lille chokoladekage.

Chokoladekage med blød hindbærkerne
(18 små kager)
Ganache/kagens indre:
65 g mørk chokolade (Gerne Valrhonas Manjari - eller anden mørk chokolade af god kvalitet)
0,7 dl fløde
50 g hindbær
1 lille spsk citronsaft
4 g maizena 
Hak chokoladen fint. Varm fløde, hindbær og citronsaft op til lige før kogepunktet. Hæld straks over den hakkede chokolade. Rør til en glat masse og rør maizena i den lune masse. Hæld på en lille sprøjtepose og lad køle lidt af. Sprøjt små toppe ud på bagepapir. Stil til afkøling i fryseren.

Kagedej:
250 g mørk chokolade (Gerne Valrhonas Manjari - eller anden mørk chokolade af god kvalitet)
40 g smør
2 æggeblommer (40 g)
4 ½ æggehvide (190 g)
50 g sukker
30 g hvedemel
Hak chokoladen fint og smelt over vandbad eller i mikroovnen (zap ved medium effekt med 30-40 sekunders interval). Skær smørret i små tern og smelt i den varme chokolade (ved ca 50 graders varme). Rør æggeblommerne i.
Pisk æggehviderne næsten stive, tilsæt sukker og pisk til hviderne bliver helt stive. Vend lidt af hviden i chokoladen, så den bliver blød at røre. Sigt melet i og rør det i. Vend til sidst resten af æggehviderne i chokoladen og rør til massen er jævn.
Fordel dejen i små muffinsforme - dette gøres nemmest med en sprøjtepose/kraftig plastpose.
Fyld ca 1 cm i bunden af formen, placer en hindbærganache i midten og fyld op med dej. Sæt kagerne i fryseren til de skal bages. Dette kan sagtens gøres et par dage i forvejen.

Varm ovnen til 210 grader. Bag kagerne direkte fra fryseren i 5-10 minutter. Det afhænger meget af ovnen ... men hold øje efter 5 minutter, om kagen er ved at være bagt på toppen.

Hindbærsauce lavet på frosne hindbær, sukker, vanilje og lidt citronsaft. Det hele blev blot blandet sammen og tøede langsomt op. Derefter passeret igennem en si.

Så er der blot tilbage at servere .. og nyde!!
Her er kagerne med kernen, før der fyldes op med dej.


4 kommentarer:

  1. Kære Hanne
    Wauw, de ser fantastisk lækre og svampede ud. Jeg laver ofte chokoladefondant, men hvor der ikke er en egentlig "chokoladekerne". Det betyder dog, at der så er mel i den flydende del, så jeg tror lige, at jeg skal prøve din version på et tidspunkt. Tak for altid skøn inspiration.
    Kh Nadia

    SvarSlet
  2. Mums - denne kommer lige på min 'huskeliste' :) Kan nærmest allerede smage det.

    SvarSlet
  3. Kære Nadia
    De er rigtigt lækre - og virkelig chokoladetunge :)
    Tak, hvor er det dejligt at høre.
    Kh Hanne

    SvarSlet
  4. @Annika, en rigtig, rigtig intens smag af chokolade :)

    SvarSlet