En slags vanillegelato - italiensk vanilleis

Jeg eksperimenterer stadig med stor glæde på min ismaskine. Manden min er ikke den store isspiser og har kun fået en enkelt smagsprøve siden erhvervelsen af vidunderet. Så da han i weekenden spottede en lille bakke lækre hindbær, havde han det beskedne ønske at få sig noget vanilleis til. Straks må man slå til!!!

Jeg ville gerne forsøge mig med en is, som ikke er baseret på en "kogt" creme og hvor noget af sødmen kommer fra glukosesirup. Glukosesirup skulle have den egenskab at hæmme dannelsen af iskrystaller og gøre en is mere cremet og blød.

Jeg hentede inspiration her og i min nye bog Isbogen for ismaskineejeren af Thomas Marcussen.

2 æggeblommer
80 g sukker
45 g glukosesirup
et nip havsalt
1 stang vanille
½ L letmælk
1½ dl fløde
Pisk æggeblommer og sukker skummende. Det er vigtigt, når cremen ikke skal varmes, at man pisker til sukkeret er helt opløst. Tilsæt salt og marv fra vanillestangen.
Herefter hældes glukosesiruppen i en tynd stråle i æggene og der piskes grundigt. Gerne nogle minutter.

Bland mælken i æggeblandingen Piske fløden til skum og bland den forsigtig i massen.

Kør på ismaskine.

Note: Jeg er helt klart mest til mælkeis og smagen af denne er rigtig god. Den ægte vanille gør som altid godt.

Der var tendens til en ganske, ganske fine iskrystaller, men ikke noget, som vil afskrække mig for at bruge metoden igen. Isen var lettere at kugle op - også efter flere timer i fryseren. Og når den smelter, bliver den ikke vandpjasket og tynd lige med det samme.

Jeg vil dog arbejde lidt med større mængder glukosesirup for at se, hvilken forskel det måtte gøre.

Igen en metode, hvor man har is på ca ½ time.

Med lidt knust skildpadde .....