fredag den 25. marts 2011

Tærte med røget kylling, feta og spinat

Ovenpå en hård uge skal der noget hyggeligt mad til på en fredag aften. Og tærte går i min verden under den betegnelse.

Jeg fandt en hel røget kylling, som jeg havde lyst til at prøve. Efter 35-40 minutter i ovnen ved 200 grader var den klar til at blive leget med. Noget kom i denne tærte, andet vil blive brugt på en travl hverdag til en salat, en suppe eller en pastaret.

Det var lækkert kød. Mørt, letsaltet, røget og saftig. Det er ikke sidste gang, jeg køber sådan en.

3 plader butterdej (eller en tærtedej)
olivenolie
2 skalotteløg
1 fed hvidløg
400 g helbladet spinat
1 tsk tørret dild
½ dl fløde
salt (pas på med saltet, da både kylling og feta tilfører en del salt)
peber
et nip sukker

røget kylling plukket i bidder
cremet feta, skåret i små tern

3 æg
1 dl cremefraiche
1 dl fløde
salt, peber

Forbag butterdejen i 10 min ved 200 grader.

Svits de hakkede løg i olivenolie, indtil de er møre. Tilsæt hvidløg, dild og spinat og svits endnu et par minutter. Hæld fløde ved og lad det koge ind. Smag til med salt, peber og et lille nip sukker.
Fordel herefter spinat, kylling, Feta i tærtebunden og hæld æggeblandingen over. Pynt evt med ekstra butterdej i kanten eller som et gitter

Bag ved 200 grader ca. 30 minutter.

Server f.eks. en tomatsalat til og tzatziki.

Note: Perfekt hyggemad. Den kylling var rigtig skøn ... og sammen med spinat, feta og cremet æggeblanding var det en rigtig lækker tærte.
Nedenunder her billede af min absolut yndlings Feta, som kan købes bl.a. i Føtex og Bilka. Cremet og vanedannende.

 

 



8 kommentarer:

  1. Det ser virkelig godt ud - og ja, fredagsmad skal bare være forkælelse ;-)

    Hvor fandt du den røgede kylling?

    SvarSlet
  2. @Piske, Vi kan altid finde en undskyldning for madforkælelse ;)
    (hvisker dig lige i øret: i aften sushiorgie ;D )

    Jeg fandt i Løvbjerg i Viborg ... et supermarked. Men jeg tror måske, at man kan være heldig, at nogle slagtere har dem eller evt kan ryge en for én.

    SvarSlet
  3. Hej Hanne :)

    Dejlig fredagsmad. Det ser virkelig lækkert ud :)

    De bedste hilsner fra
    Anita
    Liv og Mad

    SvarSlet
  4. Hej Anita
    Tak skal du have :)
    Kunne nu også godt sætte noget lignende til livs i dag .. på en søndag ;D
    Kh Hanne

    SvarSlet
  5. Hej Hanne. det ser virkelig godt ud :-)) røget kylling kan du altid købe på hopballemølle.dk der køber du forresten danmarks bedste kylling :-))

    SvarSlet
  6. @Anonym, Tak :) Og tak for tippet, der kunne jeg godt finde på at købe nogle kyllinger på et tidspunkt.

    SvarSlet