fredag den 30. april 2010

Kød, sovs og kartofler.... Bornholmsk unghane, sauce og pommes sauté





Onsdag skulle der et solidt herremåltid på bordet med sovs, kartofler og kød! Gustav tager på en uges jagtferie. 3 mænd i en hytte i en skov i Kassel, 2 jagter hver dag, bunker af havregryn, dåsemad og pose suppe. Ja, de vælger jo selv ... men jeg syntes nu, at jeg lige måtte give ham et solidt måltid inden afrejse ;) Og det var mad efter hans hjerte :) Og jeg nød det også ... men især fordi der var rester tilbage, så det betyder mulighed for salat med kylling, sandwich med kylling, tærte eller andre lækre sager.

Her til morgen tog han afsted, så nu har jeg en lille uge i eget selskab med bøger, serier på dvd og hvad jeg ellers måtte få lyst til.

Tilbage til maden ...

Som overskriften antyder, synes jeg, at det er sjovt, som man kan kalde den samme ret noget totalt jordnært eller noget lidt opblæst fint ... Det er jo i bund og grund det samme. Men det fine lyder nu tit mere indbydende. Jeg synes dog, at det kan være lidt til grin, når man til en fest ser, at man skal have hjemmerørt is ...... og man så finder ud af, at det er en dårlig pakke vanilleis til 15 kr, som blot er blevet pisket. Der må godt være lidt ærlighed bag det fine navn.

Jeg fandt en 1800 g bornholmsk hanekylling, som jeg ville langtidsstege i ovnen. Så det var lige med at finde på, hvad der skulle tilsættes af smag. Valget faldt på noget barbecue-inspireret marinade.

Marinade til kyllingen
½ dl olie
1 dl ketchup
1 fed revet hvidløg
1 tsk paprika
1/4 tsk cayennepeber
1-3 spsk agavesirup
2-4 spsk brun farin
hvidvinseddike
salt, peber
Rør alle ingredienser sammen - smag til så syre/sødmeballancen er, som du kan lide.

Stegt kylling
Krydr kyllingen indvendig med rigeligt salt og peber.
Smør kyllingen med marinaden.
Steg ved ca. 130 grader varmluft. Varmluft fordi så kan kartofler og grøntsager også stables ind i ovnen på samme tid.
Stegen skal have ca. 2½ time. Skru op for varmen til ca. 200 grader de sidste 15-25 minutter til kyllingen får en gylden overflade.

Kartofler
Bagekartofler skæres i både, krydres med salt, peber og de tørrede eller friske krydderurter, som du har lyst til.

Stegte grøntsager
2 forskelligt farvede peberfrugter
2 gulerødder
2 rødløg
2 skalotteløg
1 bundt forårsløg
2 røde chilier
et bundt frisk citrontimian
agavesirup
balsamicoeddike
olivenolie
salt, peber
Grøntsagerne skæres i strimler, både, passende stykker.
Det hele blandes med krydderier, balsamico, sirup og olie.

Både kartofler og grøntsager sættes i ovnen sammen med kødet. Evt. sættes grøntsagerne ½ time senere ind - afhænger af, hvor meget bid man ønsker. Giv også gerne kartoflerne en tur ved høj varme til sidste, så de bliver lidt gyldne.

Sauce
Sky fra kyllingen
ketchup
fløde
cayenne
hvidvinseddike
salt, peber
evt. et nip sukker
maizena
Hæld skyen fra kyllingen igennem en sigte. Skum fedtet fra og hæld skyen tilbage i en lille gryde.
Kog evt. lidt ind, tilsæt fløde, smag til med ketchup, cayenne, hvidvinseddike, salt, peber og evt. sukker.
Jævn med maizena rørt op med koldt vand.

10 kommentarer:

  1. Kære Hanne
    Jeg kan høre/læse, at vi har noget til fælles, med ærligheden omkring mad, og navne, der ofte ikke er til at udtale:)
    Det ser pokkers dejligt ud, med de grøntsager, og så er sådan en unghane, ikke det værste man kan få, tværtimod!
    Knus
    Vibeke

    SvarSlet
  2. Det her er altså ikke god læsning når man sidder på sit arbejde her St. Bededag uden madpakke og med en lukket kantine :)=

    Knus

    SvarSlet
  3. Det fik da lige tænderne til at løbe i vand :-)
    Den opskrift må jeg prøve snart.

    SvarSlet
  4. Kære Vibeke
    Jeg er stor fan af unghane og store kyllinger. Smager skønt på dagen og fantastiske muligheder dagene efter.
    Ja, madærlighed kan vi hurtigt blive enige om!
    Knus Hanne

    SvarSlet
  5. Sorry, sorry - Pernille ;)
    Du må altså ikke tage på job uden madpakke!! Det bør der være en lov imod;)
    Knus

    SvarSlet
  6. Hej Britta
    :) Håber ikke at du ramte tastaturet ... det er jo et problem, mange døjer med her i blogland;)
    Håber, at maden falder i din smag.
    Hilsner Hanne

    SvarSlet
  7. Det ser meget lækkert ud og sikke nogle farver!

    SvarSlet
  8. Hej Lene
    Tak:) Ja, farverne de nærmest presser sig ind i madlavningen på denne årstid;)
    Hilsner Hanne

    SvarSlet
  9. Det er da en dejlig basse af en kylling, du har fundet dig! Sådan et kyllingelår kunne jeg godt kaste mig over lige nu ;-)

    SvarSlet
  10. MUMS - den kylling smagte godt! Den marinade skal jeg prøve til andre ting også.
    Jeg lavede kartofler, gulerødder, rødløg og tomat i fad til og det var (som altid) godt tilbehør.
    Og det er nu praktisk med en stor kylling - der var rester nok til en salat i dag :-)

    SvarSlet