søndag den 22. marts 2009

Thaimenu

Rispapir, glasnudler og kinarejer Klargjorte grøntsager
De kogte nudler, hakkede rejer og kylling
De wokkede grøntsager
Kød, grøntsager og nudler blandet sammen
Sursød sauce
Thaimarineret mørbrad Mini thairuller
Aftenens tallerken
Det blev til mange billeder, men der var også en del retter i dag.... Jeg har hygget mig med at lave thaimad. I løbet af ugen har jeg set Chings Køkken og hun lavede en dag en marineret svinemørbrad, som så vildt lækker og saftig ud. Så den skulle prøves. Mørbraden havde jeg lagt i marinade lørdag morgen, så den var klar til i dag.
I går hjem fra dans – da vi var allermest sultne – faldt snakken på mad... Og sur-sødsauce var en af emnerne. Derfor måtte menuen udvides lidt;o) Derfor blev det også til en portion forårsruller med kylling og rejer. Og lidt ekstra grønstsager blev det også til – grøntsager i østerssauce. Det hele smagte fantastisk. Og østerssauce kan nok føjes til en af yndlingsingredienserne fremover... jeg har ellers været skeptisk.
Det er hyggeligt og halvterapeutisk arbejde at snitte alle grøntsagerne fint til forårsrullerne og bagefter at rulle dem. Man skal have lysten til at stå og hygge sig med det.
Jeg har ofte set opskrifter, hvor der er råt rejekød i blandingen - igen lidt skeptisk... Så dette skulle også prøves i dag – absolut en succes.

Marineret svinemørbrad
1 afpudset svinemørbrad
2 dl soja
1 dl risvin (jeg brugte hvidvin i mangel af risvin)
3 spsk lys farin
3 spsk revet ingefær
3 spsk revet hvidløg
1 rød strimlet chili
2 fint strimlede forårsløg
1 spsk olivenolie
3 spsk honning
et nip salt
et nip sort friskkværnet peber
Det hele piskes sammen og hældes i en pose sammen med svinemørbraden. Lad marinere et døgns tid.
Læg mørbraden på en ovnrist over et fad med vand. Hæld lidt af den ekstra marinade over – evt. af nogle gange under stegning.
Steget ved 180 grader i ovnen – vend mørbraden efter 20 minutter. Skær ud i fine strimler.

Forårsruller med kylling og rejer
Solsikkeolie
3 fed hvidløg
3 cm revet ingefær
300 g hakket kylling
ca. 8 kinarejer – hakket
soja
lidt salt

solsikkeolie
2 finthakkede gulerødder
2 fint strimlede porre
1 stilk finthakket bladselleri
1 finthakket rød chili
2 dl fint strimlet kål – hvidkål, spidskål
soja
sesamolie
sød chilisauce
citronsaft eller riseddike
lys farin
Opvarm olien i en wok og svits heri hvidløg og ingefær et minuts tid. Tilsæt så hakket kylling og rejer, smag til med soja og salt. Hæld blandingen over i en skål.
Tør wokken af og opvarm olie. Svits alle grøntsagerne 3-4 minutter under konstant bevægelse. Smag til med soja, sesamolie, chilisauce, citronsaft og farin.
Hæld blandingen sammen med kødet i skålen og bland det hele godt. Smag evt. til med ekstra chilisauce, citron, farin, soja. Lad blandingen køle helt af, før forårsrullerne laves.
Rullerne kan laves af filodej, forårsrulledej eller rispapir.
Jeg brugte i dag rispapir - ser fremgangsmåde her. Det fungerede ret godt, når jeg lige fik taget på det.
Jeg valgte for at spare på fedtet at bage rullerne i ovnen blot penslet med en smule olie ved 225 grader ca. 15-20 minutter. Men de kan selvfølgelig også friteres i olie.

Grøntsager i østerssauce
solsikkeolie
1 stort hakket fed hvidløg
1 løg i tynde både
1 stor gulerod i tynde skiver
1 peberfrugt i tynde strimler
1 hakket rød chili
lidt fintsnittet hvidkål
1-2 tomater
ca 5-8 spsk østerssauce
ca saft fra ½ citron eller lime
lidt sukker
Svits grøntsagerne i olien – start med de hårdeste grøntsager: hvidløg, løg og gulerod. Tilsæt de andre grøntsager efterhånden – tomaterne skal kun have ganske kort tid.
Østerssauce og citron/limesaft tilsættes lidt af gangen, imens grøntsagerne svitses. Der skal ikke spares på østerssaucen.
Smag til med østerssauce, citronsaft, sukker og salt.
Det virker måske uoverkommeligt, men så mange timer tager det heller ikke. Og det er absolut det værd. Det smagte virkeligt godt.
Server med jasminris, små skåle med soya og sød chilisauce til at dyppe thairullerne i.
Velbekomme:o)

6 kommentarer:

  1. Kære Hanne
    Det ser vel nok lækkert ud alt sammen. Det er en rigtig god idé at bage rullerne i ovnen, det sparer en masse fedtstof.
    Jeg har også haft gang i risnudler i dag, de er meget anvendelige til mange ting :-)
    KH Malou

    SvarSlet
  2. Kære Malou
    Ja, nudler og pasta er gode ingredienser. Dem ville jeg nødig undvære.
    Hilsner fra Hanne

    SvarSlet
  3. Uhm, det lyder fantastisk lækkert, Hanne! Og den marinerede svinemørbrad må jeg lave en af de næste dage. Risnudler har jeg aldrig smagt - det lyder spændende.

    Ha' en god mandag :)

    SvarSlet
  4. Hej Madame
    Den smagte helt suverænt den mørbrad. Kødet bliver så mørt af at marinere.
    Risnudler smager ikke af så meget i sig selv, men de suger alle de smagsnuancer, som er fra kød og grøntsager. Jeg bruger dem også tit som fyld i en wokret i stedet for at servere f.eks. ris ved siden af.
    God mandag til dig også:)
    Kh Hanne

    SvarSlet
  5. Hold da helt op Hanne, du har da godt nok været igang, man skulle jo næsten tro, at du er ved at åbne en restaurant med Thai mad:)
    Det ser spændende ud!
    Hvilken by bor du i, det ser ud til, at du kan få fat i alt, hvad du skal bruge!
    Knus fra
    Vibeke

    SvarSlet
  6. Kære Vibeke
    Jeg bor i en lille by Skelhøje - få km fra Dollerup Bakker. Viborg er den by, som er tættest på, hvor jeg kan få en del - der er en lille bitte butik, som bare har vildt mange varer. Men ellers har jeg købt nogle varer shopasia.dk.
    Knus fra Hanne

    SvarSlet