søndag den 24. juni 2012

Plums mexi-gilde I - Chilikrydderi


Første projekt var Camilla Plums chilikrydderi. Jeg holdt mig stort set til hendes opskrift, men havde dog ikke et stort udvalg af chilier.

De tørrede chilier er store, mørke, let bløde og virkeligt lækre. Jeg har aldrig set så lækre tørrede chilier. De tørrede chilier, jeg har haft i hænderne tidligere, er knastørre, støvede og kedelige. Disse er en helt, helt anden sag. Jeg kan kun anbefale, at man prøver at købe nogle ... min næste bestilling er snart på vej! Det kan gå hen at blive endnu et nyt dyrt madbekendtskab ... så muligvis må jeg igang med at dyrke nogle selv til næste år og lære at tørre dem ordentligt.
 
Chilikrydderi
2 spsk hele spidskommen
2 spsk hele korianderfrø
1 tsk hel allehånde
2 guajillo chili
1 ancho chili
1 spsk røget paprika
3 spsk oregano, tørret
(evt 1/4 stang kanel)
Rist spidskommen, korianderfrø og allehånde på en tør, varm pande i ca 20 sekunder. Krydderierne afgiver hurtigt en skøn duft. Ristningen får alle aromaer og smagsnuancer frem i krydderierne. Man skal stoppe i tide, så krydderierne ikke bliver brændte. Hæld straks blandingen over i en skål for at undgå, at krydderierne brænder videre.
 

Nu skal krydderierne kværnes. En kaffekværn er ideel til formålet og kan fås til ret billige penge. Min kostede under 100 kr. Kvær de ristede spidskommen, korianderfrø, allehånde og chili. 

Hæld i en skål og bland med paprika og oregano.
En virkelig lækker røget paprika
Man kan opbevare chilikrydderiet i fine glas. Ser skønt ud i køkkenet og vil også være en rigtig fin værtindegave.

Det er altid muligt at tilføje nyt til krydderiblandingen alt efter, hvad man skal bruge den til. Man kan f.eks.  blande det op med ekstra paprika, give det lidt ekstra stærkt chili, mere spidskommen osv.

Note:
Fantastisk krydderi og meget anvendeligt. Smagen er krydret, barbecue-like, fyldt med mange nuancer og har den dejligste duft. Noget ganske andet end blandede købe-krydderier.
Det er stærkt, men ikke overdrevet, som man måske kan forvente. Styrken kan man selvfølgelig også lege med, men for mig handler det om smagsnuancer, dybde og eksplosion på en ikke dræbende måde.

Man kan også tilføje 1/4 stang kanel, som også kværnes med. Folk, som jævnligt læser med her, kender nok min aversion imod kanel i det salte køkken. Så her svigtede modet mig, selv om jeg havde købt 4 flotte stænger cassia kanel hos fru Plum og som billedet ovenfor viser med de store chillier, også brækket et stykke af til formålet... men det må blive næste gang ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar