onsdag den 16. maj 2012

Sprøde og bløde flûtes med sesam

Svampede flûtes/boller bagt med smør og syrlig smag fra kærnemælk, det er et af mine bløde punkter. Jeg kunne spise den slags brød dagligt, men gør det efterhånden sjældent. Der er jo ikke meget groft mel og kerner over den slags, men af og til MÅ man bare have den slags brød.

Opskriften har jeg fået af min mor og har lavet lidt om ... dét kan man jo på ingen måde lade være.

Portionen giver 8 flûtes

80 g smør
½ L kærnemælk
50 g gær
2 dl A38
3 æg
4½ tsk flagesalt
3 tsk honning
2 dl sesamfrø
250 g sigtet speltmel
ca 800-1000 g italiensk hvedemel, Tipo 00 (eller alm hvedemel)

Rist sesam på en tør pande til de begynder at "poppe" og afgive aromatisk duft.

Smelt smør, bland med et par dl kærnemælk og opløs gæret heri.
Tilsæt resten af kærnemælken, A38, æg, honning og sesam samt speltmel. Tilsæt derefter salt og mel til du har en dej, som kan æltes. Jeg brugte røremaskine og stoppede med melet lidt før, den kunne æltes med hænderne.

Sæt til hævning et par timer.

Del dejen og form i 8 små kugler, lad hæve 5-10 minutter på bordet. Form nu kuglerne til lange flûtes og lad dem efterhæve ½ times tid.

Varm ovnen til 250 grader og sæt en skål med vand i bunden af ovnen.
Sæt flûtes i ovnen og skru ned til 225 grader. Bag ca 18 minutter. Skru evt op på 250 g de sidste 3 minutter, hvis brødet ikke er helt så gyldent, som du kan lide det.

2 kommentarer:

  1. Kære Hanne
    Jeg laver også sjældent denne slags brød, og faktisk aldrig flute (fordi jeg ikke rigtig kan finde den perfekte opskrift) - men dine her ser virkelig gode ud. Jeg tror, at de må prøves, engang når der kommer gæster.
    God weekend.
    Kh Nadia

    SvarSlet
  2. Kære Nadia
    Det må du prøve, selv om surdejsbrød måske nok er det optimale. Kærnemælken gør dog, at disse får den syrlighed, som jeg elsker til den slags brød.
    God weekend til dig.
    Kh Hanne

    SvarSlet