Min Fine Ven og jeg havde for snart længe siden investeret i en Sweetdeal til Hotel Knapp. Jeg har hørt om Knapp igennem Fine Ven, som har været der nogle gange for år tilbage. Hun havde talt meget begejstret om stedet og da Sweetdealen kom, købte jeg straks 2 - en sammen med hende og en til Gustav og jeg.
I fredags efter arbejde mødtes vi og kørte imod Løjt Kirkeby i Sønderjylland. Forventningerne var i top!! Vi var topklar til champagne, gourmet og venindeskvadder. Med de høje forventninger var der risiko for skuffelse ... men alt levede op til forventningerne og mere til!
Sweetdealen lød på:
Få en eventyrlig oplevelse for 2 personer i unikke omgivelser på Hotel Knapp. Smukt placeret ved foden af bakkedraget ved mølleå og dam skabes rammerne for et enestående ophold.
Opholdet indeholder følgende:
- Udsøgt 3-retters gourmetmenu for 2 personer inklusiv sorbet og en lille hilsen fra køkkenet.
- Overnatning i et af hotellets charmerende og individuelle indrettede værelser, der alle er patineret med forgangne tiders atmosfære og nænsomt restaureret.
- Lækker morgenkomplet på værelset.
Hele herligheden for kun 799 kr.
Jeg har her i blogland og på egen krop oplevet Sweetdeals, som absolut ikke har levet op til de fine ord på papiret. Hvert et ord holdt dog stik i denne og mere til.
I solskin ankom vi til Løjt Kro, hvor vi skulle overnatte, da der ikke var flere værelser tilbage på Knapp.
Vi blev kørt til Knapp i taxa til aften og blev kørt hjem igen (indeholdt i prisen).
Løjt kro er velholdt, lys og indbydende.
Værelset indrettet, så det er 2 prinsesser værdige ;o)
Hurtig fik vi kjolerne smidt på bøjler og gik en tur ud i Løjt - en tur forbi den fine lille kirke og hyggelige små gader i en meget charmerende by med stråtægte huse og gamle ejendomme.
Kl 19 kom taxaen og kørte os til det helt idylliske Etablissement Knapp .. her emmer af romantisk stemning.
Vi fik anvist vores bord af en meget veloplagt tjener. Der blev spurgt, om vi ønskede at starte med et glas - og der var jo ingen tvivl, vi skulle have champagne!! Samtidig spurgte vi til, om det var muligt at købe flere retter til dealen. Vi fik det dejligste svar: "At vi kunne få det lige præcis, som vi ønskede det." Og dette bar hele middagen præg af. Skønt at føle sig godt taget i mod og godt betjent!
Så godt, som jeg nu kan huske det hele ... med fare for, at små detaljer er smuttet efterhånden, som aftenen skred frem ...
Billederne er ikke i bedste kvalitet, men det er, hvad der sker, når man sidder i aftenbelysning, må bruge blitz og lige så stille bliver selskabelige overrislede.
Små tørrede jordbær dyppet i mørk belgisk chokolade .. en lille sød appetitvækker sammen med en skøn champagne til at skærpe appetitten.
En hilsen fra køkkenet - ørredrillette/-mousse, sprødristet rugbrødschip, en lille osterosette lavet på flødeost og rygeost, krydderurteolie.
En skøn appetizer serveret i en lille fin rød "gryde". Lækker laks, der passede skønt sammen med ostecreme og krydderurter.
Forretten var en ekstremt lækker, cremet jordskokkesuppe med flamberede hummerhaler, porcheret vagtelæg og dild. Det var en lækkerbisken ud over det sædvanlige.
Dertil fik vi en hvidvin - Pinot Gris 2009, som passede perfekt med den sødme og sprødhed.
Jeg var solgt ...
Det dejligste brød. Jeg er en hund efter lækkert brød .. men her måtte jeg lige styre mig lidt for at kunne rumme de næste retter.
Der var en skøn olivenolie til, hvilket jeg synes er forfriskende, som et alternativ til smør (som der heldigvis også var ... man kan jo lide begge dele!). Derudover var der en spændende "pesto"dip - lavet på finthakkede syltede grønne tomater med vanille smagt til med peberrod. En ret speciel smag, som er svær at definere, men interessant.
Anden forret var delikat - altså virkelig deliket. En bund af tomatrisotto, ovenpå en skindstegt sprød sandart, de sødeste, intense langtidsbagte tomater, ærtespirer og parmesan. Jeg har ikke ord - det var SÅ godt.
Hertil en Cabernet Sauvignon fra New Zealand. Tjeneren fortalt om, at New Zealand egentligt er for kold til at dyrke Cabernet Sauvignon. Derfor laver druen en hinde omkring sig for at beskytte sig imod kulden, hvilket giver en helt fantastisk vin.
Tredje ret var kammuslinger, som lå i en sauce af smeltet og brunet smør smagt til med soya. Derudover skalotteløg og japanskekarser og ristet rugbrødschip.
Jeg er ikke helt vild med kammuslinger. Men de var stegt, som de skulle. Og smagen af brunet smør og soya klædte muslingerne. En ret spændende ret - som forener det japanske (japanskkarse og soya) med det nordiske (smør, rugbrød).
Vi blev herefter budt på en ganerenser i form af en pæresorbet med en hyldeblomstskum ovenpå. Åhhhh, igen kræs for smagsløgene. Frisk, spændende - og jeg tænker nok tit, at pære er lidt kedelig i forhold til æbler, som rummer mange forskellige nuancer. Men denne sorbet smagte eventyrlig dejligt af sommermodne pærer. Og hyldeblomstskummen, synes jeg indeholdt noter af lakrids.
Hovedretten var sprængt gås - hvor der både var et stykke bryst og en ballotineagtig rulle af låret. Dertil lidt kartoffel, gulerodspuré, grøn blomkål og en sauce.
Meget mørt og saftigt kød, kartoffelgratinen var perfekt krydret og smagte rigtigt lækkert. Jeg synes, at det var en ret salt ret ... og måske var vi også ved at være godt mætte på dette tidspunkt.
Vores mæthed tror jeg, at tjenerne fornemmede. Der gik lidt ekstra tid, inden vi fik desserten serveret. Skønt at mærke, at personalet har øje for sådanne ting. Det er sådan noget, som sætte prikken over i'et.
Vi var de sidste i restaurant .... for vi hyggede os og nød det hele i fulde drag. Og der var ingen følelse af, at vi var til besvær, selv om vi sad længe.
Desserten var denne drøm af en tallerken ... En varm chokoladesouffle, et stykke af den legendariske og evigt skønne kage Marcel Gâteau, hvid cremet chokolademousse på en mazarinbund, vanilleis og pufsukker. Alt på denne tallerken smagte fantastisk - og den poppende pufsukker bragte minder om leg og børneslik ind over.
Hotel Knapp får topkarakterer herfra - atmosfære, betjening, mad, værelser, beliggenhed .. jeg kan kun finde en anke, vi fik for lidt vand!!!
Men det kan vi vel dårligt laste andre end os selv for ;) Det var hårdt at køre hjem fra Sønderjylland lørdag. Men det var hver en pinsel værd! Jeg kommer igen, det er sikkert og vist.
Det gik fra Gourmet til Burger King ... vi måtte bare have noget salt, en snasket burger med bacon og cola. Hver ting til sin tid.
Det ser jo intet mindre end fantastisk ud - dejligt med sådan en positiv oplevelse efter den mindre heldige du havde :-)
SvarSletDet lyder også som en rigtig god oplevelse - og billederne taler jo deres eget sprog - mmm :-)
SvarSletJeg har i øvrigt stort set kun gode oplevelser med sweetdeals (og hvad de forskellige tilbud nu hedder), men jeg går - ligesom i dit tilfælde - også mest efter steder, som jeg har hørt godt om i forvejen.
Hold da op, det lyder som en god tur. Knapp har altid haft et godt ry hernede i synnejylland - og ja det er bestemt en tur værd ;)
SvarSlet-karenbykaren
Åh det ser dejligt ud. Virkeligt rart, når noget lever op til forventningerne.
SvarSletHvor meget jeg end elsker fin mad, kunne jeg dog lige nu godt nuppe en stor portion af din nudelsalat og deller nedenfor :)
@Heidi,
SvarSletDet var helt, helt fantastisk.
Glæder mig til næste gang, vi skal derned. Forhåbentligt snart.
@Piske - det var SÅ dejligt.
SvarSletJa, jeg synes nu også godt om Sweetdealkonceptet (og lignende) - især når man går efter de steder, som er velrenommerede. Det giver os mulighed for flere gode madoplevelser.
@Karenbykaren,
SvarSletEnig - vi kommer snart igen. Virkeligt et skønt sted.
@Mette
SvarSlet:) Ja, hverdagsmad er heller ikke at foragte.
Dejligt at få lidt af hvert.
Avs! Her sidder jeg sulten og fandt ind på din blog, dét skal man ikke. Sikken nogle flotte billeder, hvor bliver jeg dog helt sulten af, at se på dem.
SvarSlet@Angalo, Tak :)
SvarSletNej, man skal vælge med omhu, hvornår man kigger på madblogst ;)
Jeg har faktisk kun hørt om halv og helt skuffende oplevelser med Sweet deal, men denne her ser da helt fantastisk ud :) Super lækker mad - det sted må jeg da lige skrive mig bag øret.
SvarSletEeejjj, Hanne, altså! Hvor ser det bare FANTASTISK ud - HELE molevitten! (og ja,- hver ting til sin tid ;-)
SvarSletHvor ser det både skønt ud og lyder som lækker mad... og jeg er så nysgerrig på de syltede grønne tomater med peberrod, at jeg nok selv må i køkkenet og afprøve. Tak for tippet,
SvarSletSS
@C'est la vie,
SvarSletJa, får du lejlighed til at besøge Knapp, så slå til.
Vi hørte dernede, at de ville lave et nyt tilbud men via Spotdeal.dk
@Eva - det var også virkeligt skønt.
SvarSletOg i dag er det også tid til en burger, dog en hjemmelavet denne gang ;)
@Sushistegen, Det var virkeligt lækkert. Spændende om du får lavet en god tomat-peberrodsrelish :)
SvarSletHold op en dejlig besskrivelse af stedet, jeg ligger selv inde med et gavekort dertil købt på spotdeal.dk
SvarSletEfter at have læst dette glæder jeg mig da nu kun endnu mere og har bestemt mig for at ringe imorgen og høre hvornår de har tid!i
Hej Kath
SvarSletDu kan roligt glæde dig.
Jeg har lige været afsted igen med 2 overnatninger sammen med min mand - og det var nøjagtigt lige så fantastisk som første gang.
Jeg køber helt sikkert igen, hvis de igen sælger en deal :)
I har da ikke fået Cabernet sauvignon til fisk? Det er en rødvin.. I har fået Sauvignon blanc til fisken som er berømt for dens gode syre. Mvh. Tjeneren.
SvarSletHej Tjener
SvarSletÅh ja, det kan jeg godt se - det var en svipser.
Ikke desto mindre en fantastisk oplevelse! :)