onsdag den 26. maj 2010

Ovnbagte krydderkarbonader med tilbehør



Jeg har opdaget et nyt produkt ... ja, ikke fordi det er nyt, men nyt for mig: Skyr. Jeg har ofte læst om brug af skyr på andre madblogge, men jeg har hele tiden tænkt, at det ikke var noget for mig. For jeg elsker altså mælkeprodukter med høj fedtindhold.

Men jeg må bøje mig støvet ... Skyr er godt!! Cremet, frisk og lækkert. Så der skal laves mad med skyr den næste tid. 0,2 % fedt ... og så smager det godt - det er mig lidt en gåde ;)

Klik på billedet, for at se et større billede

I dag har jeg lavet nogle krydderkarbonader ... jeg var ikke lige varm på tanken at stå stege i dag. Derfor blandede jeg en fars og bagte den i ovnen i stedet for - nemt og smagen er stadig super. Det eneste minus er udseendet, de ser ikke helt så fine, som når de er stegt. Man kunne også forme som et farsbrød og bage det 1 times tid i stedet.

Smagen var god og krydret - lige som jeg synes, at retter med hakket svinekød skal være.

Ovnbagte krydderkarbonader
800 g hakket svinekød
1-2 tsk havsalt
cayennepeber
friskkværnet peber
2 æg
2-4 spsk mel
5-7 soltørrede tomater i små tern
1 fintrevet løg
friske krydderurter f.eks. salvie og oregano
vand
70 g Feta i små tern
Rør farsen sej med salt. Tilsæt cayenne, peber, æg, mel, lidt vand og rør farsen sammen. Tilsæt tomater, løg, krydderurter og rør grundigt - tilsæt tilsidst fetaen og evt mere vand.

Form karbonader og læg på bagepapir.
Bag 15 minutter ved 230 grader gerne varmluft. Skru ned og brug almindelig ovnfunktion - bag yderligere ca. 15 minutter ved 200 grader.

Tzatziki med skyr
1-2 dl skyr
1-2 tsk olivenolie
dild
salt, peber
1 lille fed fintrevet hvidløg
1 lille agurk
Rør skyr, olivenolie, dild, salt, peber og hvidløg sammen. Skær agurken i tynde stænger og rør det hele sammen. Lad gerne stå i køleskabet en halvtimes tid.

Server f.eks. pitabrød og en enkel tomatsalat til.

9 kommentarer:

  1. jeg er normalt ikke til karbonader, men de lyder bare gode :) jeg har endnu tilgode at prøve skyr, hvor har du købt det?

    SvarSlet
  2. Hej Line
    Brugsens butikker sælger Skyr - det er det eneste sted jeg har set det indtil videre.
    De smagte super godt - jeg ved heller ikke lige om karbonader er det rette navn, men de var større end frikadeller ;)

    SvarSlet
  3. Skyr er et sjovt produkt! Jeg har kun prøvet det en enkelt gang eller to, men det er helt bestemt værd at lege med. Jeg har købt det hos Kvickly.

    Jeg tror faktisk aldrig, jeg har prøvet at stege karbonader eller andre former for frikadeller eller bøffer i ovnen, men det må da være en sund og knapt så svinende måde at lave det :-)

    SvarSlet
  4. Uhm, hvor ser det lækkert ud.
    Karbonader er en af mine yndlingsretter, jeg må prøve de her.
    Og dejligt ser tilbehøret også ud.
    Det bliver aftensmaden i morgen i sommerhuset.
    Glæder mig.....

    SvarSlet
  5. Hej Hanne, hvor dejligt, at der ikke er problemer med bloggen mere. Tror der var en hel del læsere (på FB) som tænkte phew, da det virkede igen :) Krydderkarbonaderne ser super lækre ud. Som altid ville din mad være noget, som jeg ville elske, at nogen satte foran mig. Kh Nadia

    SvarSlet
  6. Piskeris, ja - det er ret sjovt. Jeg synes, at det er fantastisk, at det er så cremet, når fedtprocenten er så lav.

    Ja, det var lige præcis det mindre svineri, som det er særligt godt for. Malou har en gang skrevet til mig, at mht at reducere fedtet, så er der faktisk vundet noget ved denne måde (hvilket jeg faktisk også troede) ... men hun ved jo en masse om alt sådan noget madvidenskab:)

    SvarSlet
  7. Hej Britta
    Perfekt sommerhusmad! Jeg er glad for, at der rester til i dag ... og faktisk også et par karbonader i fryseren til et par andre dage, hvor tiden er knap:)

    SvarSlet
  8. Kære Nadia
    Tusind tak - hvor det glæder mig, at maden falder i smag:)
    Og ja, phewwww!! Jeg var noget til rotterne de par dage, hvor det stod på. Hvad pokker får nogle ud af at hacke en googlekonto og sende mærkelige mails til folk ....
    Kh Hanne
    Ps. Dejligt, at du igen er med os :)

    SvarSlet
  9. Hvor mange personer er opskriften til? :-)

    SvarSlet