tirsdag den 10. februar 2009

Nasi goreng, stegte ris, kinesisk biksemad...

Smager absolut bedre, end det ser ud... Så egentligt også pænere ud i virkeligheden;o)
Kært barn har mange navne... og dette kære barn er værd at stifte bekendtskab med. Smager bare helt forrygende - bedre end jeg overhovedet havde forventet og er super let.

Så næste gang I koger ris (helst basmati eller jasmin), kog dobbelt portion - så er det nemt med maden dagen efter.

Retten kan varieres i det uendelige med de grøntsager og det kød, som man synes om. I dag lavede jeg med skinkeschnitzler.

Det vigtige - synes jeg - er den krydrede æggeomelet. Smager helt forrygende sammen med kød, ris, krydderier.

Jeg valgte at marinere kødet 1 times tid, men dette kan man bare hoppe over og i stedet tilsætte smag til retten, imens man steger eller som tilbehør.

Marinade (kun cirka mål - smag til)
2 tsk revet hvidløg
2 tsk revet ingefær
1-2 spsk muscovado sukker, brun farin eller rørsukker
saft fra 1 lime
2-3 spsk ketchup
evt ½ tsk røget paprika
soya
cayenne eller tabasco
Rør ingredienserne sammen og smag til - smagen skal være en god blanding af det søde, sure, stærke og salte - og evt. det røgede. Røget paprika kan sagtens udelades eller skiftes ud med almindelig paprika. Men den røgede smag giver en spændende smag - lidt barbecueagtigt.

2 skinkeschnitzler i fine strimler

Læg kødet i en pose og hæld marinaden over og lad trække i op til et døgns tid. Men 1 time er fint.

Krydret æggeomelet:
1 æg
2 spsk fløde eller mælk (fløde bedste)
nogle dråber tabasco
1 spsk hakket koriander eller purløg
salt eller fiskesauce
Olie, som tåler høj varme f.eks. solsikke
Pisk sammen og steg i en smule olie ved høj varme. Pandekagen skal være ganske tynd. Vend når man på den ustegte side kan se, at æggemassen er størknet. Steg den anden side.
Rul sammen som en pandekage med is og strimmel pandekagen og strø ud over retten til allersidst.

Stegte ris:
En rest kolde kogte ris (helst fra dagen før - ellers klistrer de for meget)
5-6 spsk solsikkeolie
1 spsk hakket hvidløg
1 spsk hakket ingefær
1 strimlet rødløg
1 strimlet peberfrugt
salt, peber, tabasco (evt. fiskesauce i stedet for salt for autentisk smag)

kød (evt. som ovenfor eller kylling, oksekød - med eller uden marinade)
æggeomelet
Varm 4+5 spsk olie i en wok til det ryger. Svist heri hvidløg, ingefær og rødløg ca 4 minutter.
Tilsæt dernæst kødet og svits et par minutter mere. Tilsæt peberfrugt og risene lidt efter lidt. Pas på at de ikke klistrer. Tilsæt evt. en smule olie mere. Det kan brænde en smule på - men det betyder ikke noget. Bare rør det meste af tiden.
Smag til med salt, peber og tabasco.
Server med soya og chilisauce - så kan man selv hælde på, som man synes.
Et par dråber soya er prikken over i'et.

Tips:
I det asiatiske køkken bliver der brugt fiskesauce som smagsgiver til det meste, og knap så meget salt. Jeg har det bare ikke så godt med fiskesauce... men for autentisk asiatisk smag: brug fiskesauce.

Velbekomme:o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar