lørdag den 22. december 2012

Marcipan med passion

2 passionsfrugter
200 g marcipan
120 g lys chokolade
ca 2 tsk passionsfrugtpulver
Skær passionsfrugterne over og tag frugtkødet ud med en ske. Passér frugtkødet igennem en finmasket sigte, så kernerne sies fra. Ælt marcipanen med frugtsaften. Rul marcipanen ud i stænger og skær i små stykker, som rulles til kugler.

Temperér chokoladen. (på billedet ses, at jeg ikke har været helt omhyggelig med temperaturen, chokoladen er blevet lidt grå - smagen fejler dog ikke noget).
Dyp marcipankuglerne i chokoladen, læg på bagepapir og drys til sidst med passionsfrugtpulveret. Drys først, når chokoladen ikke er helt flydende, da pulveret ellers blot smelter ind i chokoladen.

Note:
Man får sig lidt en overraskelse, når man snupper en passionskugle fra konfektskålen pga syrligheden og den eksotiske frugtsmag. En dejlig variation midt i alt det søde.

fredag den 21. december 2012

Rocky road

Jeg var så heldig at få den skønne Nigellas julekogebog i en "give away" hos by Busk. Tusind tak for den flotte bog!
Der er mange opskrifter, som får tænderne til at løbe i vand - blandt andet Rocky road, som jeg endnu ikke havde prøvet at lave. Har været fristet af Foodfanatics opskrift tidligere.
Min version tog udgangspunkt i de to opskrifter. Cocktailbær er jeg ikke fan af, så de fik ikke i en plads her hos mig.

Jeg havde glemt at købe kiks, derfor måtte jeg tænke kreativ - og blev enig med mig selv om, at det var et forsøg værd at prøve med hakkede vanillekranse.

150 g mørk chokolade
100 g lys chokolade
100 g smør
2 spsk mørk agave sirup (eller anden sirup)
100 g Madam Mangors vanillekranse, groft hakkede (eller Digestive kiks/andre småkager)
100 g skumfiduser, skåret i små stumper
75 g cashewnødder, groft hakkede
Smelt de to slags chokolade sammen med smør og sirup.
Bland de øvrige ingredienser godt sammen med chokoladeblandingen, så alt bliver dækket af chokolade.
Hæld i en lille firkantet form ca 20x20 cm og lad blandingen sætte sig et koldt sted over et par timer. Skær ud i passende bidder og opbevar køligt.

Note:
Vel nok en af de nemmeste former for konfekt at lave! Smag af chokolade, knas fra vanillekranse og søde skumfiduser - ret populær hos mine kollegaer! :)

God jul til alle, som kommer her forbi.