tirsdag den 9. oktober 2012

Kalvecuvette, pommes duchesse, spidskål og whiskeysauce

Hos os er steg en lidt overset spise. Det er egentligt dumt, da det er nemt at lave mad til flere dage på den måde. Der er ikke meget arbejde, inden den kommer i ovnen og den passer stort set sig selv. I weekenden havde jeg købt en lille kalvecuvette. Den blev virkelig mør og lækker. Sammen med tilbehøret - spidskål, en rest kartoffelmos forvandlet til pommes duchesse efter leg med sprøjtepose og en smagfuld whiskeysauce - så var det en ret vellykket søndagsmiddag.

Whiskeysaucen fandt jeg inspiration til hos Heidi. Egentligt er jeg ikke den store whiskeysauce-tilhænger, men den her var nu vellykket og matchede godt til kød og kartofler.

1 lille kalvecuvette
salt, peber
olivenolie

1 fed hvidløg
1 persillerod
1 løg
1 kvist frisk rosmarin
½ dl whiskey
½-1 dl vand
Gør cuvetten klar ved at fjerne evetuelle sener, overflødigt fedt. Rids sværsiden godt, krydr med salt og peber. Brun stegen af på en pande ved høj varme i olivenolie.

Skær hvidløget i små aflange stykker. Med en lille kniv laves små huller i stegen og hvidløgsskiverne stoppes ind. Læg stegen ovenpå snittet persillerod og løg for at hæve stegen lidt.
Kog panden af med whiskey og vand og hæld ved. Læg små kviste af rosmarin rundt om stegen.

Stik stegetermometer i. Steg ved 200 grader i 20 min - stegen var så lille, at den allerede efter 18 min. havde en kernetemperatur på 55 grader. Jeg tog stegen ud med det samme. Lod den hvile ca. 30 min, hvorefter den fik en tur i ovnen ved 250 grader i 5 min. - for at gør sværen sprød.

Whiskeysauce:
½ dl barbecuesauce
2 dl fløde
1 spsk frisk rosmarin, finthakket
1 tsk røget paprika
1/4 tsk chili
sky fra cuvetten

1½ hættefuld whiskey
Kog det hele igennem undtagen whiskeyen i 5-10 minutter. Tilsæt så whiskey, jævn evt. med maizena og vand. Smag til med lidt sukker, lidt balsamicoeddike, salt, chili, evt. mere paprika.

Sauté af spidskål og porre
1 porre
1 spidskål
½ dl frisk citrontimian
lime
ca. 30 g smør
salt, peber
Snit porre og spidskål - "sorter" evt. kålen, så det lidt grovere snit bliver adskilt fra det finere. Smelt smør og start med at sautere det grove af kålen i et par minutter. Tilsæt så porren og sauter yderligere nogle minutter og tilsidst det fine af kålen - og sauter til kålen "falder lidt sammen", men stadig har et sprødt bid. Smagt til med frisk citrontimian, et dryp limesaft (eller citronsaft), salt og peber.

søndag den 7. oktober 2012

Svenske kanelsnurrer

Endnu en af de ting, som har floreret i blogland, er Meyers kanelsnurrer - som altid, er jeg ikke blandt de første, som prøver den opskrift af. Igen må jeg erkende, at jeg er gået glip af noget. For NUIJJJ - de er gode!! Som i: En af de allerbedste kanel-/gærdejskage, jeg nogensinde har smagt!!! De er luftige, de har det der helt specielle, hvor man kan trække "seje"lunser af bollen, de er pæne og helt igennem fantastiske.

De tager lidt tid at ælte og jeg ville ikke begive mig ud i at lave dem, hvis jeg ikke var ejer af en kraftig røremaskine - 2 x 20 minutters æltning, det vil mine svage overarme ikke kunne klare. Faktisk havde jeg opskriften med til Sverige i sommer, men da jeg kom til at nærlæse opskriften, opgav jeg. Tror ellers at idylliske Sverige blot ville gøre smagsoplevelsen endnu mere uovertruffen - men nu er jeg jo også ret "sverigofil"...

Fyld:
125 g blødt smør
125 g sukker
2 spsk kanel
Start med at tage 125 g smør ud af køleskabet, så det kan nå at blive godt blødt. Det gør det meget nemmere at arbejde med senere i processen.

Pynt:
1 æg
perlesukker

Dejen:
5 dl kold sødmælk
50 g gær
1 stort øko æg
150 g sukker
500 g Tipo 00 mel
500 g almindelig økologisk hvedemel
15 g havsalt, f.eks. Maldon Seasalt
2 tsk stødt kardemomme

150 g smør i små tern

Rør gæren ud i den kolde mælk. Tilsæt æg, mel, kardemomme, sukker og salt og ælt nu dejen på røremaskinen i 20 minutter på middel hastighed. Indtil dejen bliver blank og smidig.
Nu tilsættes smørret i små bidder, imens røremaskinen kører. Ælt nu yderligere ca 20 minutter ved middel hastighed. Sæt dejen til hævning et lunt sted med et fugtigt klæde over i ca 1½ time.

Rul dejen ud på et meldrysset bord, så den måler ca 40x50 cm. Smør smørret ud på dejen, drys med sukker og derefter med kanel. Gnid det sammen med fingrene, så det er godt fordelt.

Fold nu på den lange led en tredjedel af dejen ind over fyldet og den anden tredjedel ovenpå igen, så man ender med at have 3 lag dej og fyldet pakket ind. Rul dejen ud igen - lidt forsigtigt, så remoncen ikke bliver klemt alt for meget ud - dejpladen skal måle ca 30x60 cm. Skær ud i strimler - ca 20 stk. Meyer skriver 16 - og det bliver nogle kæmpe kanelsnurrer, hvilket også er ret sympatisk!
Sno strimlerne og sving derefter strimlen 2 gange omkring din hånd og put dejenden ind igennem hullet. Svært at forklare, men man kan se en video her.
Lad kanelsnurrerne efterhæve ca 2 timer. Pensel nu med sammenpisket æg rørt op med en spsk vand og drys med perlesukker. Bag ved 200 grader ca. 13-15 minutter - afhænger af din ovn. Jeg gav dem varmluft de sidste 2 minutter for at give dem en gylden overflade. Køl af og nyd!!

Kanelsnurrerne kan fint fryses.

søndag den 30. september 2012

Fudge - med jordnødder og kondenseret mælk

Jeg har meget svært ved at stå for karamel - min absolut yndlings iskombination er vanilleis med karamelsauce. Derfor er det også alt for galt, at det først er nu, jeg gør mit første forsøg med fudge.

Denne opskrift er en hurtig version og ikke kogt, som den ægte fudge. Et af mine kommende projekter er at lave ægte fudge med sød vanillesmag.

Opskriften fandt jeg hos Louisa Lorang. Jeg har blot tilføjet lidt havsalt, da jeg synes, det er et match from heaven til karamel. Det er en heftig lille sag - og jeg vil anbefale, at fudgen skære ud i små firkanter og at give firkanterne et godt lag mørk chokolade med en høj kakaoprocent. Det let bitre fra en god mørk chokolade, gør noget godt ift den meget søde fudge.

200 g lys chokolade
200 g peanutbutter - crunch
1 dåse kondenseret mælk
1/4 tsk havsalt

ca 50 g mørk chokolade med høj kakaoprocent til overtræk.

Smelt alle ingredienser over ikke alt for høj varme til massen samler sig og bliver til en homogen, blank masse.
Fordel i en smurt form - ca. 20x20 cm og sæt formen i køleskabet - gerne natten over. Skær nu fudgen ud i små firkanter og pynt med tempereret chokolade.

Note: Snickerssmag for alle pengene! Og noget af det nemmeste konfekt at fremtrylle. Man vil kunne lege med forskellige chokoladetyper, tilføje lakridspulver, vanille, kakao m.v.

søndag den 9. september 2012

Müsli med hindbær

Jeg eksperimenterer ofte med forskellige müsliblandinger. Denne version har jeg lavet et par gange og er rigtig glad for den. Blot farven er dejlig - pink müsli med en dejlig syrlig/sød smag af hindbær.

Det er min daglige hverdagsmorgenmad, som bliver drysset ovenpå en blanding af skyr og A38. 

Ca 3 dl friske eller optøede hindbær moses igennem en sigte for at fjerne kernerne.
Hindbærsaften blandes i en stor skål sammen med de øvrige ingredienser. Jeg har ikke nogle faste mål for sirup, honning og sukker - man må prøve sig lidt frem for at finde det forhold, som man bedst synes om.
ca. 3 dl Rugflager
ca. 3 dl Speltflager
ca 3 dl Bygflager
ca 200 g mandler, groft hakkede
½ dl neutral olie
et nip havsalt
ca. ½ dl agavesirup
ca. ½ dl honning
ca 2-3 spsk rørsukker

Jeg rister blandingen i ovnen ved 150 grader. Sætter en træske i ovnlågen, så dampen kan slippe ud.
Intervaller på ca 15 minutter, hvor jeg vender rundt i blandingen til den er tørristet. Det tog ca 45 minutter i alt.

Så er det bare at hælde på glas eller dåser.

mandag den 27. august 2012

Solbærvodka/likør x 3

Sidste år startede min Fine Ven og jeg en ny juletradition. En dag imellem jul og nytår drikker vi likører, som var vi gamle kultiverede tanter. Vi håber, at det må vare ved i mange, mange år - og at vi som 70+ stadig nyder at sidde og skvadre og indtage søde dråber.

Man må være i god tid til denne tradition og få brygget nogle likører her i sensommeren, som vi kan nyde om  ca. 4 (FIRE) måneder.

Solbærvodka/solbærlikør er et must - smager som saftevand med en lidt sjovere virkning.

Det blev til hele 3 versioner. Den første startede jeg med at brygge i Sverige, hvor der står en hel række af store solbærbuske. 

Da vi ramte Danmark igen, var vores egne buske fyldt med fuldmodne bær, så det var bare med at komme igang med at plukke. Ikke det sjoveste job, men det lønner sig.

Opskrifterne er blot vejledende. Man må prøve sig lidt frem for at finde en version med rette sødme.

Lidhult-vodkaen
ca 2 dl solbær
1 stang vanille 
ca 3 dl vodka
ca 1 dl sukker
Alt hældes på glas. Glasset vendes nu og da for at få sukkeret opløst.
Lad stå en måned og filtrer solbærrene fra.

Note:
En fin smag af vanille og solbær, som klæder hinanden. Ikke så sød, som de andre - man kan evt. tilføje mere sukker efterfølgende.

Solbærvodka med solbærblade
300 g solbær
200 g sukker
4 solbærblade
vodka
Alt hældes på glas, vodka fyldes på til det hele er dækket. Glasset vendes nu og da for at få sukkeret opløst.
Lad stå en måned og filtrer solbærrene fra.

Note:
Dejlig sød solbærsaft ;o) Solbærbladene forstærker solbærsmagen.

Opdatering 8/12-12
Til julefrokosten på jobbet blev denne vinderen. En skøn, skøn smag af solbær og tilpas sødme.

Solbærvodka med stjerneanis
250 g solbær
200 g sukker
1 stjerneanis
vodka
Alt hældes på glas, vodka fyldes på til det hele er dækket. Glasset vendes nu og da for at få sukkeret opløst.
Lad stå en måned og filtrer solbærrene fra.

Note:
Smagen og duften fra stjerneanis træder tydeligt frem. Solbær og lakridsnoter matcher hinanden godt.

Glæder mig til at smage nærmere. I går var blot nogle dråber - det bliver nok lidt mere i juledagene....

søndag den 26. august 2012

Svinekotelet med æblesmørmarinade, perlebygsalat med spidskål og solbærvinaigrette

Jeg købte i fredags et par store svinekoteletter med tanke for, at de skulle grilles med en sødlig barbecuesauce.
Da Klidmoster kommenterede på Piskerisets æblesmør-indlæg omkring anvendelsen af æblesmørret til en grillmarinade, var jeg nødt til straks at koge æblesmør.

Marinade:
2 spsk æblesmør
1 spsk ketchup
1 spsk Dijon sennep
1 stort fed fintrevet hvidløg
2 tsk æblecidereddike
2 spsk olivenolie
salt, peber
Marinaden røres sammen. 

Koteletterne lægges i en pose og marinaden hældes ved og masseres godt rundt om kødet. Lad marinere nogle timer i køleskabet.

Tag posen med koteletter ud af køleskabet ½-1 time før, de skal steges for at undgå, at de er køleskabskolde, når de skal på den brandvarme pande.

Sæt varme under grillpanden og lad den stå i nogle minutter. Den skal blive brandvarm, før koteletterne lægges på. Steg koteletterne ca. 5 min pr side. Jeg stegte 2 minutter ved ret hård varme og der efter 3 minutter ved svag varme, vendte koteletterne og gjorde det samme en gang til. Afhænger af tykkelsen på koteletterne, disse var ca 4 cm tykke. 
 
 
Jeg havde egentligt planlagt, at jeg ville lave Klidmosters kartoffelpuré med salvie til koteletterne ... men dovenskaben kom over mig. Jeg orkede hverken at grave kartofler op, smadre i jord eller skrabe dem. Energien var til at sondere viktualieskabet og der lå en pose perlebyg.

Det blev til en dejlig mættende salat med sødme, syre og sprødhed. Jeg er ret vild med det bid, som der er i perlebyggen. Det er vist en ingrediens, som jeg må bruge noget mere.
Spidskålssalat med perlebyg og æble
Dressing:
4 spsk solbæreddike (æblecidereddike, hindbæreddike, balsamico eller lignende)
2 tsk agavenektar (sirup, sukker, honning eller lignende)
salt, peber
2-3 spsk olivenolie
½ finthakket rødløg
Alle ingredienser piskes godt sammen

Salaten:
½ spidskål
1 æble
1/4 agurk uden kerner
2-3 spsk hakkede tranebær
et par håndfulde små tomater
ca 1-2 dl perlebyg
Kog perlebyggen.
Snit kålen fint og bland i dressingen. For at gøre kålen lidt mere tyggevenlig, kan det være godt at massere kålen lidt. Jeg valgte at bruge min Caipirinha-støder og mase kålen lidt.
Bland nu fintsnittet agurk, æble, tranebær og perlebyg i. Sæt koldt. Inden servering blandes tomaterne i - de mister smag, hvis de kommer med i køleskabet.
 Med fordel kan der drysses en håndfuld ristede nødder over salaten.

Note:
En skøn middag. Æble og svin er et match from heaven! Æblesmørret får vist hurtigt ben at gå på.

Som en lille appetizer fik vi disse små brød. Ristet surdejsflûtes med avocadocreme blandet af en moden avocado, citronsaft, hakkede soltørrede cherrytomater, ½ frisk grøn chili, salt og peber. Nemt og rart!

lørdag den 25. august 2012

Solbæreddike

Da vi kom fra Sverige var solbærbuskene klar til at blive plukket. Der blev lavet solbærvodka og solbæreddike af bærrene. Det er først nu jeg har fået smagt solbæreddiken, derfor først et indlæg om den nu. Jeg fandt opskriften og fremgangsmåden hos Heidis Verden. Det er virkelig en nem måde at lave sin egen frugteddike på.

Den smager skønt og kraftigt af solbær - og farven er fantastisk. Jeg vil bruge den i salatdressinger sammen med god olivenolie, honning/sirup, salt og peber bliver det et dejligt pift til f.eks. spidskålssalat. Den vil også blive brugt til at smage vildtsaucer og simrerretter til med.

200 g solbær
1½ spsk rørsukker
1½ dl hvidvinseddike

Det hele blandes godt sammen, solbærrene masses ud i eddiken og sukkeret. Lad stå tildækket og mas rundt i solbærrene ind imellem i løbet af 1-2 døgn.
Si bærrene fra og hæl på en steriliseret flaske.